Helt ude for enden af Amager Landevej ligger Flyvergrillen. Den er legendarisk blandt flyspottere og isspisere med børn, fra både udsigtsplatformen og legepladsen, da Flyvergrillen ligger klods op ad hegnet til Kastrups landingsbane.
Så både morgenfriske flyentusiaster og telelinser vil onsdag morgen kæmpe om udsigten, når verdens største passagerfly lander i Københavns Lufthavn.
For første gang nogensinde lander en Airbus A380 på dansk grund.
Det er en Airbus A380 fra Lufthansa med plads til 840 passagerer, som ifølge planen lander klokken 07:55 og letter igen klokken 10:00 med retning mod Stockholm.
Flyet er altså i lufthavnen i to timer. Men bedst udsigt er der ved at kigge fra Kystvejen, hvor der er udsigt ind over fragtområdet i lufthavnens østlige del.
A380 blev sat i drift 25. oktober 2007 med en flyvning mellem Singapore og Sydney af luftfartsselskabet Singapore Airlines.