Kæmpekaninen Darius, der flere gange er blevet kåret som verdens største kanin, er blevet stjålet fra sin ejer i Worcestershire i England, rapporterer The Guardian.
Darius, der måler cirka 130 centimeter, forsvandt søndag aften fra haven i byen Stoulton, og nu tilbyder ejeren Annette Edwards 1.000 pund (8600 danske kroner) i dusør for at få sin Darius tilbage.
- En meget trist dag, skriver hun på Twitter, hvor hun indtrængende beder om at få sin aldrende kanin tilbage.
- Vær sød og bring Darius tilbage. Han er for gammel til avl, lyder det fra Anette Edwards.
Det lokale politi er også gået ind i sagen og søger nu information, så den prisvindende kanin kan vende tilbage til hjemmet i Worcestershire.
- Vi antager, at den gigantiske kanin blev stjålet fra sit hjem i ejerens have natten mellem 10. og 11. april, lyder det fra politiet.
Se indslag om kæmpekaninen Darius her: