Dets skrog ligger udbrændt og med store huller i sig. Dets gigantiske vinger, som havde et spænd på næsten 90 meter, er knækkede og hænger nede på jorden og en af de seks motorer er udbrændte.
Så trist en skæbne fik verdens største fly, Mriya, som er en Antonov AN-225, der så sent som i januar slog et smut forbi Billund lufthavn. Nu kommer det aldrig på vingerne igen. Det ligger som en sønderskudt kæmpefugl i den midlertidige hangar, hvor det var parkeret, da det skulle have et servicetjek, lige inden krigen i Ukraine brød ud.
Russiske styrker erobrede som noget af det første den strategiske lufthavn, Hostomel airfield udenfor hovedstaden Kyiv.
Så stort var det, da Mriya i de ukrainske nationalfarver fløj verden rundt med sin last og var gæst ved utallige flyopvisninger. Foto: Scanpix
Nu er de slået tilbage, og udover smadrede russiske kampvogne og ødelagte pansrede mandskabsvogne står altså også Mriya i de ukrainske farver fuldstændigt ødelagt.
Om det har været bevidst sabotage mod flyet fra russisk side, eller om det bare har været en del af ødelæggelserne i kampen om lufthavnen, vides ikke. Men den ukrainske regering har tidligere udtalt, at de mange milliarder, som flyet koster, skal Rusland betale.
Det er dog stadig et lille tab for landet, som lige nu sørger over en langt alvorligere forbrydelse: Et nærmest systematisk folkedrab på civile i de byer, som har været besat af russiske styrker.
Flyet så sit endeligt i en lufthavn tæt på hovedstaden Kyiv. Foto: Scanpix
Antonov-225-flyet på sin første rejse fra Kyiv til Perth i Australien i 2016. Foto: Scanpix