Massehenrettelser og drab på kvinder, børn og unge er nogle af grundene til, at antallet af officielle henrettelser igen er stigende.
I 2011 blev mindst 676 mennesker dræbt med officiel godkendelse verden over. Og det er 149 flere end i 2010, viser en ny opgørelse fra Amnesty International.
Antallet har ellers været faldende, men en eksplosiv udvikling i mellemøsten og især Iran, Irak, Saudi Arabien og Yemen får nu tallet til at stige igen.
"Vi ser henrettelser af kvinder og af børn og unge. Det er ikke noget, vi ser andre steder i verden, og det ser vi på med stor alvor. I Iran er hovedårsagen til den store stigning henrettelser på grund af narkokriminalitet - man er begyndt at lave massehenrettelser, hvor 50 bliver henrettet ved hængning på en gang," fortæller Trine Christensen, der er vicegeneralsekretær i Amnesty International, til TV 2.
Selvom det officielle billede er slemt nok, viser troværdige rapporter, at der finder langt flere henrettelser sted, end de tal Amnesty har fået adgang til.
De fleste steder er dødsstraf reserveret til mordere, men nogle steder kan staten også dræbe af andre årsager.
"I Iran kan man blive henrettet på grund af utroskab og sodomi, mens man i Saudi Arabien eksempelvis kan blive henrettet på grund af trolddom, hvilket der har været flere tilfælde af i 2011. Det er rystende - og måden, henrettelserne foregå på, er rystende," siger Trine Christensen.
Hviderusland er det eneste land i Europa, der har dødsstraf.