Den italienske skuespillerinde Gina Lollobrigida er død, 95 år gammel.
Det oplyser det italienske nyhedsbureau Ansa.
Gina Lollobrigida havde sin storhedstid i 1950'erne, hvor hun fik tilnavnet "verdens smukkeste kvinde".
I 1961 blev hun hædret med en Golden Globe som publikumsfavorit, og i 1986 modtog hun en ærespris ved filmfestivalen i Berlin.
Filmkarrieren ebbede stille og roligt ud i 1970' og 1980'erne, og efter at være trådt ud af rampelyset i filmverdenen blev Lollobrigida senere fotograf og billedhugger. Så sent som sidste år fortalte den 95-årige til italienske medier, at hun havde i sinde at stille op til det italienske parlamentsvalg.
- Jeg er træt af at høre politikere skændes med hinanden uden nogensinde at komme til sagen, lød det fra Lollobrigida i avisen Corriere della Sera.
Gina Lollobrigida - her fotograferet i 2018, da hun fik sin stjerne på Hollywoods Walk of Fame. (Foto: Ritzau Scanpix)