Verdens nummer 175 ekspederer Federer ud af Miami

Australieren Thanasi Kokkinakis var for stor en mundfuld for verdensetteren Roger Federer i Miami Open.
Thanasi Kokkinakis ligger nummer 175 på verdensranglisten, men lørdag slog han Roger Federer.
Thanasi Kokkinakis ligger nummer 175 på verdensranglisten, men lørdag slog han Roger Federer. Foto: Geoff Burke/Scanpix

Roger Federer var seedet til at gå hele vejen i ATP-turneringen i Miami.

Men mødet med den australske kvalifikationsspiller Thanasi Kokkinakis i anden runde blev endestationen for verdensetteren.

Kokkinakis vandt højst overraskende kampen 3-6, 6-3, 7-6 og sørgede dermed for, at schweizeren tabte for anden gang på seks dage.

Federer blev også besejret af Juan Martin del Potro i finalen i Indian Wells.

Det overraskende nederlag understreges af, at Kokkinakis blot ligger nummer 175 på verdensranglisten, mens Federer topper den.

For overhovedet at blive en del af turneringen i Miami var Kokkinakis igennem kvalifikationen, hvor han med et wild card i hånden først slog brasilianeren Thiago Monteiro og siden japanske Taro Daniel.

Federer og Kokkinakis havde ikke mødt hinanden før lørdagens møde, så nu kan 21-årige Kokkinakis prale af at være bedst indbyrdes mod den legendariske tennisstjerne.

I tredje runde møder Kokkinakis 31.-seedede Fernando Verdasco, som i sin anden runde slog landsmanden Guillermo García López i tre sæt.

Verdensranglistens næstbedste, Rafael Nadal, er ikke med i Miami Open på grund af en skade.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.