Han var kun 74,6 cm høj, men en stor berømthed i mange lande verden over.
He Pingping tiltrak sig opmærksomhed fra det øjeblik han blev født i 1988 i Wulanchabu, Kina. For allerede da var det tydeligt, at han ville blive dværg.
Og i 2008 blev den unge kineser verdenskendt, da han blev udråbt som verdens mindste mand og skrevet i Guiness Rekordbog.
"Fra det øjeblik jeg så ham, vidste jeg, at han var ganske særlig. Han havde sådan et frækt smil og en gavtyveagtig personlighed. Man kunne ikke undgå ar blive charmet af ham. For sådan en lille mand gjorde han en stor forskel over hele verden," siger chefredaktøren for Guiness Rekordbog, Craig Glenday, til BBC.
He Pingping døde i Rom, hvor han var med i optagelserne til tv-programmet 'The Record Show'. Han havde nået at filme to afsnit, da han for to uger siden begyndte at klage over brystsmerter. Pingping blev straks indlagt og gennemgik forskellige prøver.
Efter tre dage på hospitalet, blev han flyttet til intensivafdelingen. Men han kom sig aldrig igen, og den lille mands hjerte slog sit sidste slag lørdag den 13. marts.
He Pingping blev kun 21 år gammel.