Skuespilleren Channing Tatum er ikke længere bare verdens mest sexede mand - nu er han også verdens mest sexede far.
Hollywood-stjernen og hans kone, Jenna Dewan-Tatum, er nemlig blevet forældre for første gang, skriver kendismagasinet people.com.
Parret har endnu ikke meldt ud, om de har fået en dreng eller pige, men sladderbloggeren Perez Hilton mener at vide, at det blev en pige.
Babyen blev født i London, hvor den 33-årige skuespiller i øjeblikket er i færd med at indspille filmen "Jupiter Ascending". Her spiller han sammen med Mila Kunis.
Tatum, der stod øverst på listen af verdens mest sexede mænd, da People offentliggjorde magasinets seneste liste, mødte sin udkårne, da de spillede sammen i dansefilmen "Step Up". De blev gift i 2009 og fortalte i december, at de ventede deres første barn.
Undervejs i graviditeten har Tatum været en eksemplarisk ægtemand:
- Channing har været fantastisk. Han støtter bare og siger ting som "gør hvad du har lyst til. Hvad har du lyst til at spise? Det er helt op til dig", fortalte Jenna Dewan-Tatum til magasinet Glamour i april.
Når det kommer til at blive far, så er der i hvert fald et punkt, som den Tatum, der også er kendt fra stripperfilmen "Magic Mike", intet kender til:
- Jeg har aldrig prøvet at skifte ble, så det bliver jeg nødt til at lære, sagde han til People tidligere på året.
/ritzau/