På en kold gletsjer 6.700 meter over havets overflade sidder flere tusinde indiske soldater parat til kunne modstå et angreb fra Pakistan. Men forholdet mellem Pakistan og Indien er efterhånden tøet så meget op, at soldaterne ikke har meget militært arbejde at tage sig til. Derfor har hæren givet dem en ny mission: Operation Rengøring.
Inderne har i mere end 20 år kæmpet mod pakistanerne på gletsjeren Siachen i Himalaya på grænsen mellem de to lande. En bitter strid, hvor flere soldater er døde af kulde end af granater. Siden november 2003 har de to lande dog overholdt en våbenhvile, og soldaterne har svært ved at få tiden til at gå på verdens officielt højest beliggende slagmark.
Den grønne bølge
Under mottoet »Ren Siachen, Grøn Siachen« er tropperne blevet sat til at fjerne deres eget affald fra gletsjeren og plante træer i den dal, der fungerer som base for soldaterne.
»Alle tropper udstationeret på gletsjeren beordres til at udføre operationen ved at gøre Siachen ren og dens omgivelser grønne,« lyder den officielle ordre fra oberstløjtnant A. K. Mathur ifølge AP.
De nye øko-tider i gletsjer-konflikten er blot et af de seneste tegn på varmere vinde mellem Pakistan og Indien. For tre år siden begyndte landene atter at spille nationalsporten cricket mod hinanden. Sidste år åbnede jernbanelinjen Thar-ekspressen for første gang i 41 år, så der atter er togforbindelse mellem de to lande. Og onsdag fik indiske hindu-pilgrimme for første gang i årtier lov til at drage på pilgrimsfærd til et hindu-tempel i Pakistan.
»Aldrig været bedre«
I begyndelsen af denne uge mødtes repræsentanter fra de to lande i Indiens hovedstad, New Delhi, hvor de understregede den gode udvikling.
»Vi håber, at den forbedrede atmosfære i relationerne mellem de to lande vil fjerne den sidste mistro og føre til en snarlig løsning på de udestående problemer,« sagde Pakistans informationsminister, Tariq Azim, på mødet ifølge det pakistanske nyhedsbureau APP.
Ministeren fastslog desuden, at hans præsident, Pervez Musharraf, mener, at forholdet mellem Indien og Pakistan aldrig har været bedre end i dag.
De to lande er stadig ikke enige om grænserne ved Kashmir-provinsen. Men i dag foregår konflikten ved forhandlingsbordet.
Imens får de frysende soldater på Siachen tiden til at gå med at plante træer og rydde op.
Indien og Pakistan blev delt i 1947, da Storbritannien gav landene
selvstændighed. Pakistan er overvejende muslimsk, mens Indien er
domineret af hinduer. I begge lande blev henholdsvis hinduer og
muslimer forfulgt efter delingen.
Den muslimsk dominerede
Kashmir-provins har været omdrejningspunkt for tre krige siden 1947.
Begge lande mener, at provinsen tilhører dem.
Siden 2003 har de to lande haft våbenhvile.