Stor, større og dyrest. I USA sættes der pris på at være mægtigst inden for alle områder, og nu slår alle muligheders land endnu en rekord i storhed.
En 50.000 kvadratmeters ejendom sættes til salg i Montana til intet mindre end 155 millioner dollars (893 millioner kr.), og det bliver dermed det dyreste hjem i verden, skriver Reuters.
Det er tømrer og ejendomsmægler Tim Blixseth, der planlægger at bygge og sælge denne mægtige bygning i sten og træ. Ifølge Reuters skal hjemmet bygges i Yellowstone Club, en kun-for-medlemmer ski- og golfklub med boliger i nærheden af byen Bozeman i Montana. Det er også Blixseth, der har bygget klubben.
Det smådyre hus kommer til at overgå det 139 million dollars dyre Updown Court i Windleham i England, som ellers af amerikanske erhvervsmagasin Forbes Magazine var vurderet til at være det dyreste hjem i verden i 2006. På tredjepladsen kommer nu et renoveret hjem i Palm Beach i Florida, som mediemogulen og tv-stjernen Donald Trump har tilbudt 125 millioner dollars for.
Med verdens dyreste hjem får man 10 soveværelser, et fuldt møbleret hjem, cirka 65 hektar land og en stolelift, som fører den glade ejer hen til klubbens private skibakker, en indendørs pool og en hjemmebiograf.