Ritzau
Opdateret kl. 13:15
Verdens bedste herredouble i badminton var for stor en mundfuld for den danske konstellation Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.
Danskerne tabte lørdag All England-semifinalen til indoneserne Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo med 11-21, 19-21.
Indoneserne sendte også de sjetteseedede danskere ud af turneringen sidste år, så Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding har nu tabt fem gange til indoneserne det seneste år.
Lørdag var der fra start intet, der tydede på, at danskerne denne gang skulle trække det længste strå.
I løbet af bare 14 minutter havde indoneserne vundet første sæt i suveræn stil, men fra begyndelsen af andet sæt var danskerne klar til at udfordre det topseedede par.
Den danske duo fik endda overtaget til at bringe sig foran 11-7. Men efter den korte pause reducerede indoneserne straks til 10-11. Danskerne kom også foran 13-11, men så skiftede kampen karakter.
Indoneserne bragte sig på 17-14 og siden 19-15, men danskerne gav ikke op.
De kom på 18-19 og havde en oplagt chance for at udligne, men Kolding sendte et smash i nettet, og så var der i stedet indonesiske matchbolde, hvoraf den anden af slagsen blev udnyttet.
Mathias Boe og Carsten Mogensen er også i herredoublesemifinalen, som de spiller lørdag aften.
/ritzau/