Pingvinen “Olde” har lidt svært ved at følge med de andre. Hun må ikke komme i vandet, fordi hendes fjerdragt ikke længere er vandtæt. Men hun er også en meget gammel dame.
Det er nu 41 år, fire måneder og 29 dage siden, at æselpingvinen fra Odense Zoo kom til verden. Og det belønnes nu med en plads i Guinness World Records, fortæller TV2 Fyn.
For Olde er ikke blot alderspræsident blandt sine artsfæller i Odense Zoo, hun er også den ældste levende pingvin i fangenskab i hele verden.
Olde blev født i Edinburgh Zoo i 1979 og har siden været omkring Montreal i Canada, inden hun i 2003 kom til Odense. Den aldrende pingvin har fået 16 unger, som er blevet sendt videre til zoologiske haver rundt omkring i verden - og kan nu kalde sig alt lige fra mor til til tip-tip-oldemor.
Olde får et bad og alle de fisk, hun kan spise Odense Zoo
Æselpingviner lever i naturen på Antarktis, hvor de normalt når en alder på 15-20 år. I fangenskab kan de blive op til 30 år, og på den baggrund er “Oldes” alder et særsyn.
En velfortjent luffe
Guinness World Records siger i en pressemeddelelse, at man er glad for at have fundet frem til Olde:
- Jeg håber de andre pingviner i Odense Zoo giver Olde en velfortjent hånd - eller måske snarere en luffe - for den i, bogstaveligste fortstand, enestående livstidspræstation, siger redaktør Adam Millward fra Guinness Rekordbog.
Dyrepasser i Odense Zoo Zandie Munck, siger til TV2 Fyn, at Olde formentlig får et par ekstra fisk og en lille "makeover".
- Fordi Olde ikke holder sin fjerdragt pæn længere, er den ikke vandtæt, og derfor kan hun ikke komme i vandet. I stedet giver vi hende nogle små bade, og sådan et får hun også i dag - sammen med alle de fisk hun kan spise, siger Zandie Munck til TV2 Fyn.