Verdens ældste mand, japanske Chitetsu Watanabe, er død i en alder af 112 år, oplyser styret i den japanske by Niigata tirsdag.
Watanabe, som boede på et alderdomshjem i Niigata, blev født den 5. marts 1907. Han blev tidligere i februar officielt kåret som verdens ældste nulevende mand.
Chietsu Watanabe blev ifølge Guinness World Record født i Niigata på den japanske vestkyst, hvorefter han flyttede til Taiwan for at arbejde på en sukkerrørs-plantage. Han vendte derfra hjem til Japan, hvor han arbejdede i en landbrugs-styrelse indtil pensionsalderen.
I et interview med en japansk avis i 2019 fortalte Watanabe, at hemmeligheden bag de mange leveår var “at smile og ikke blive sur”.
Watanabe manglede “kun” at leve fire år mere for at slå rekorden som verdens ældste mand nogensinde. Den indehaves af landsmanden Jiroemon Kimura, der døde som 116-årig i 2013.