Verdens ældste mand dør i Japan
FILE PHOTO: Japanese Masazo Nonaka, who was born 112 years and 259 days ago, receives a Guinness World Records certificate naming him the world''s oldest man during a ceremony in Ashoro Kyodo/Reuters
113-årige Masazo Nonaka fra Japan var den ældste mand i verden, før han søndag gik bort.

113-årige Masazo Nonaka, der af Guinness Rekordbog sidste år blev bekræftet som værende verdens ældste mand, er søndag død i Japan.

Det oplyser hans familie ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo News.

Masazo Nonaka blev født i byen Ashoro på den nordlige japanske ø Hokkaido den 25. juli i 1905. Det var blandt andet også året, hvor fysikeren Albert Einstein fremlagde sin banebrydende relativitetsteori.

- Vi er chokerede over tabet af denne store person. Han var helt som sædvanligt i går, og han døde helt uden at gøre et stort nummer ud af det, siger hans barnebarn Yuko ifølge Kyodo News.

Den britiske organisation Guinness Rekordborg bekræftede 10. april sidste år, at Masazo Nonaka var den ældste nulevende mand.

Hans kone, som han havde to sønner og tre døtre med, døde i 1992.

Der har tidligere været mænd, der har levet længere end Masazo Nonaka.

Der findes også nulevende kvinder, som er ældre end ham.

Den ældste nulevende kvinde er ifølge Gruppen for Alderdomsforskning japanske Kana Tanaka, der er 116 år.

Japan er et af de lande i verden, der har flest personer blandt de ældste nogensinde. Den ældste mand, der ifølge Guinness Rekordbog nogensinde har levet, er også japansk.

Det var Jiroemon Kimura, der blev 116 år og 54 dage. Han døde i 2013.

Den ældste person, der nogensinde har levet, menes ifølge Guinness Rekordbog at være franske Jeanne Calment, der blev 122 år og 164 dage.

Tidligere i år blev der dog sået tvivl om Calments rekord.

Efter omfattende forskning konkluderede russiske forskere, at datteren Yvonne Calment tidligt i sit liv overtog sin mor Jeannes identitet.

Derfor var hun ifølge forskerne 99 år, da hun omkom tilbage i 1997.

Den franske alderdomsforsker Jean-Marie Robine, der i sin tid godkendte Jeanne Calments rekord, har dog afvist russernes fremlagte forskning.

/ritzau/

/ritzau/