Verdens statsledere vil sætte en stopper for Libyens Muammar Gaddafi.
Frankrig og Storbritannien forsøger at få vedtaget et flyveforbud gennem FN's Sikkerhedsråd, som skal holde diktatorens styrker væk fra luftrummet.
Gaddafi har i denne uge brugt kampfly, som bringer de civile i Libyen i fare.
Nu udtaler han ifølge nyhedsbureauet AP, at et flyveforbud vil få borgerne til at vende sig mod resten af verden.
"Libyerne vil gribe til våben og kæmpe," lyder udmeldingen fra Gaddafi, der iscenesætter sig som folkets stemme, mens han samtidig bekæmper dem.
USA støtter planerne om et flyveforbud. I går drøftede præsident Barack Obama muligheden med Storbritanniens premierminister, David Cameron.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton har dog lagt vægt på, at hele det internationale samfund skal stå bag en intervention.
"Det er meget vigtigt, at det ikke er en amerikansk ledet indsats, for dette kommer fra folket i Libyen selv. Dette kommer ikke udefra, dette kommer ikke fra Vesten eller et eller andet land i Golfen, der siger: 'Her er, hvad I skal gøre'," siger Clinton til Sky News.
Gaddafi ser ud til at være afhængig af kampfly i kampen mod oprørerne i Libyen, fordi hans landtropper er begrænsede.
Senest er han gået ind i byen Zawiyah med tanks.
Flere kilder oplyser, at han i dette område nær hovedstaden Tripoli har fået konflikten med oppositionen til at få karakter af borgerkrig.