Forestil dig et øjeblik, at en to-zoners busbillet koster 35 kroner. At banken pludselig vil have 5.000 kroner mere for dit lån om måneden, og at dine favoritcowboybukser fra Levi s med et hug koster 1.800 kroner i stedet for 1.000 kroner.

Oven i det skal du slippe over 10 kroner for en liter mælk i Netto, og du kan ikke længere få en pakke hakket oksekød til under 50 kroner.

Eller med andre ord: Prisen på det meste af alt det, du bruger penge på, stiger med 80 procent.

Ubehageligt, ikke?

Sådan er situationen lige nu for millioner af fattige mennesker verden over. De stigende fødevarepriser rammer nemlig som en knytnæve, hvis man bor i et u-land, hvor størstedelen af lønnen går til madvarer.

Regnestykket ser sådan ud: Prisen på fødevarer er steget med 80 procent på tre år. Sådan et hop gør ondt på familien Anwar fra Indien, fordi den bruger syv af ti tjente kroner på mad. Herhjemme behøver familien Petersen ikke at bekymre sig så meget, for den lægger kun halvanden krone af det samme beløb til side til fødevarer.

Når prisen på ris stiger for den fattige inder, svarer det til, at hele verden pludselig bliver dobbelt så dyr.

Mad i bezintanken

Og der er lige så mange forklaringer på de stigende priser, som der er varer i en bugnende køledisk i Irma:

De seneste par år har Vesten med USA i spidsen stået for en glubsk forskning i, hvordan man omdanner majs til brændstoffet ethanol. Det har naturligt nok ført til en øget efterspørgsel på majs, og det får så prisen til at stige.

Samtidig har tørke – som måske skyldes den globale opvarmning – reduceret udbyttet af høsten i for eksempel Australien med 50 procent i forhold til 2005.

Og oven i det hele er Kina og Indiens milliarder af mennesker begyndt at købe meget mere kød og mælk, og det betyder, at anvendelsen af korn til foder stiger voldsomt. Dertil kommer udspekulerede valutahajers opkøb af store mængder hvede og ton – nogle siger, at de har snuppet helt op til 20 procent af den samleden mængde korn i verden for at tjene penge på prisstigningerne.

Klumsede løsningsforslag

Så her står vi i dag; 800 millioner mennesker lever under sultegrænsen, og mange flere har udsigt til samme skæbne. Det markerer indbyggerne i blandt andet Haiti, Mexico, Senegal, Cameroun, Egypten, Indien og Indonesien ved at gå på gaden og angribe supermarkeder og købmænd.

Buskabet er enkelt: Vi vil have mad, som vi kan betale.

Lige nu er buddene fra verdens regeringer velmente men formentlig også med til at gøre det hele meget værre. Egypten har netop forbudt al eksport af ris for bedre at kunne brødføde sine egne indbyggere, og lande som Indien og Kina har indført restriktioner, der gør det meget svært at sælge maden til resten af verden.

Men når landene samtidig fastholder en kunstig, lav pris på deres egne markeder, bliver det meget svært for de lokale bønder og landmænd at blive ved med at sende korn og ris på gaden. Flere eksperter kalder derfor reaktionerne for klumsede og overilede .

Køber dårligere mad

Forleden stod FN s generalsekretær Ban Ki-Moon så frem med sin hjerteskærende analyse situationen. Når mennesker er så fattige og står over for så ufattlige udfordringer, reagerer de på to måder:

»De køber mindre mad, eller de køber billigere, mindre ernæringsrigtig mad,« sagde Ban-Ki Moon.

Slutresultatet er det samme:

»Mere hungersnød og og ringere chancer for en sundere fremtid.«

Artiklen er bygget på interviews med seniorrådgiver på Fødevareøkonomisk Institut Henning Otte Hansen og international chef for Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach.