Af Nis Kielgast
niki@dny.dk
@BRØD:Flere hundrede aviser verden over bragte fredag historien om den eventyrlige og idylliske danske hovedstad, der pludselig var blevet forvandlet til noget nær en krigszone på grund af rydningen af Ungdomshuset.
Da først de store internationale nyhedsbureauer havde berettet om urolighederne, blev historien samlet op af aviser fra New Zealand til Sydafrika.
På tv-fronten viste både amerikanske CNN og britiske BBC billeder fra gadekampene.
I Norden trak historien forsider og fik overskrifter som »København ligner en krigszone« (svenske Dagens Nyheter) og »København i flammer« (norske Aftenposten). Sågar det statslige iranske nyhedsbureau, IRNA, havde sat deres Tysklandskorrespondent til at dække sagen om »de venstreorientede og anarkistiske teenagere«, der blev smidt ud af »et populært ungdomscenter«.
Luften gik af demo
Mens interessen for Ungdomshuset var stor i de udenlandske medier, kneb det med støtte-aktionerne.
Tysk politi havde forberedt sig grundigt, efter 16 mennesker torsdag blev arresteret ved en sympatidemonstration i Hamburg.
I den tyske hovedstad Berlin var flere hundrede betjente således sat til at beskytte de nordiske ambassader, men dem blev der ikke brug for.
Kun omkring 60 mennesker mødte ifølge Aftenposten frem ved den danske ambassade for at vise deres utilfredshed med Ungdomshusets endeligt, og der var ingen optræk til ballade.