I Nepal arbejder kvinderne konstant. Og når de har menstruation, forvises de til kostalden. Unge piger dropper ud af skolen, fordi de ikke må være der under deres menstruation. Og har de et handicap, eller er de kasteløse dalitter, er de totalt udelukkede fra samfundet.

Det laver Mission Østs læsegrupper langsomt om på. Her lærer piger og kvinder at læse, skrive og regne, så de kan kræve deres ret og handle på markedet. Og unge piger indhenter tabte skolekundskaber, så de kan komme i skole igen.

- Det er så fantastisk at se piger og kvinder rejse sig og få selvværd. De er så stolte, fortæller Susanne Madsen fra Mission Øst, der for nylig har opholdt sig en uge blandt kvinderne i Nepals bjerge.

Det er bl.a. for disse kvinders skyld, at FN markerer sin dag for social retfærdighed tirsdag den 20. februar.

Adgang til samfundsydelser

Kvinderne i Nepal mødes til læsegruppe mellem kl. otte og ti om aftenen, når de er færdige med deres arbejde i huset og marken. De arbejder fra morgen til aften og kan kun komme i læsegruppe, hvis de får lov af deres mænd, fortæller Susanne. I læsegrupperne lærer kvinderne først at skrive deres navn.

- Det er meget vigtigt, så de kan skrive under på dokumenter. Og de kan begynde at læse skilte og nyheder. Det gør, at de pludselig kan gøre krav på det, som myndighederne har lovet dem.

Når de kan skrive under, kan de også registrere sig, fortsætter hun. Man skal ligesom herhjemme have et cpr-nummer for at få adgang til skole og sundhedsydelser.

- Mange har intet identitets-bevis, fordi de ikke kan skrive under på papirerne. Når de kan skrive under, kan de også tage et lån i banken, og de kan sætte penge ind i banken og spare op.

Undgår at blive snydt

Og i pengesager er det vigtigt at kunne regne. Det lærer de også i læsegrupperne:

- Vi giver dem hver en lommeregner, som de lærer at bruge. Det betyder, at de selv kan holde øje med salget, når de sælger overskuddet fra deres køkkenhaver på markedet. De solgte også før, men her var det andre, der skulle regne for dem. Det betød, at de nemt kunne blive snydt, fortæller Susanne Madsen.

Fordi kvinderne ikke kendte tallene, kunne de heller ikke betjene mobiltelefoner.

- Nu kan de tage telefonen og ringe til familiemedlemmerne uden for landsbyen. Verden lukker sig op for dem. Pludselig føler de, at de har adgang til hele verden. De lærer at læse, at regne, og nu kan de komme på markedet.

- Men det vigtigste er, at de bliver løftet op, så de bliver en del af samfundet. Før blev de ikke regnet for noget, de følte sig ikke noget værd, men nu er de blevet selvsikre. De har nu lært at sige til og sige fra, at stille krav og stille spørgsmål. De begynder at udtrykke sig selv, fordi de føler, at de har værdi, fortæller Susanne Madsen.

Menstruation forbudt i skolen

Under sit besøg i Nepal kom Susanne tæt på to 18-årige piger: Bimela Kafle og Biurwa Rawal. De betroede sig til hende og fortalte om deres liv.

Som alle nepalesiske børn gik de to unge piger i skole - lige indtil de fik deres første menstruation.

- Så skal de opholde sig uden for husene, i kostaldene, indtil deres menstruation er ovre. Imens har de hårdt arbejde med at hugge brænde i skoven. Og så kan de ikke følge med mere. For der er ikke sygefravær og den slags i Nepal. De dropper simpelthen ud af skolen, fortæller Susanne Madsen.

De to piger kom med i en af Mission Østs læsegrupper - naturligvis på et højere niveau end de andre kvinder. Den ene af pigerne, Biurwa Rawal, har et fysisk handicap, fordi hun blev tabt ned i ildstedet, da hun var lille baby.

- Det sker rigtig tit for børn i Nepal, fordi det er børnene selv, der passer deres søskende. Resultatet er, at der er mange børn med handicap af den ene eller anden art, fortæller Susanne Madsen.

Pigen kom ikke til lægen, fordi familien ikke havde råd. Der kom infektion i brandsåret, så da de endelig kom til læge, var det for sent. Hånden havde taget skade, og hun kan nu kun bruge to fingre på den ene hånd.

- Hun kom i skole, men droppede ud på grund af menstruation. Da hun kom med i Mission Østs læsegruppe for unge, opdagede lederne hurtigt, at hun havde særlige evner. Så i dag er hun leder af en af læsegrupperne for kvinder.

Nepals kvinder er helte

Det gjorde indtryk på Susanne at møde kvinderne, der nu rejser sig med værdighed. Og hun kan slet ikke glemme Biurwa Rawal,den unge pige med handicap:

- Jeg må bare beundre hende. Hun havde ingenting og blev ikke regnet for noget, hverken som kvinde eller på grund af sit handicap, men hun havde samlet sig selv op. Hun har hele sin fremtid foran sig, og nu vælger hun at gøre noget for sit samfund. Hun vil læse videre og dygtiggøre sig inden for landbrug, så hun kan lære sine landsmænd at dyrke jorden effektivt.

Besøget i Nepal har givet Susanne perspektiv på sin egen tilværelse:

- Jeg skammer mig rigtig meget over nogle af de problemer, jeg går og har herhjemme. Derude har de problemer til halsen; alligevel smiler de og giver noget af sig selv. Og den ydmyghed, de har! Den indre styrke. De er helte! Vi kender slet ikke alle de helte, der er rundt omkring i verden, slutter Susanne Madsen.