Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation mistænkes for at have forsøgt at afkræve entreprenørkoncernen NCC bestikkelse som betingelse for at støtte et boligprojekt i Sydhavnen, skriver Politiken.
NCC kontaktede tirsdag Socialdemokraternes ordfører Anne Vang og fortalte hende om henvendelser fra flere politikere.
Sagen gik efterfølgende videre til Københavns Kommune og videre til politiet, der i øjeblikket efterforsker sagen.
Chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi bekræfter, at der pågår en efterforskning.
»Jeg kan bekræfte, at der er en undersøgelse i gang i forbindelse med nogle kommunale anliggender. På baggrund af en henvendelse, vi har fået, har vi iværksat en undersøgelse for at finde ud af, om der er foretaget noget strafbart. Det er vi slet, slet ikke afklarede på endnu,« siger Per Larsen til Politiken.
Ifølge Politikens oplysninger blev entreprenørkoncernen bedt om bidrag til en partikasse eller opfordret til at blive kunde i et firma ejet af en politiker.
NCC vil ikke sætte navn på de personer, der er i politiets søgelys, men Politiken erfarer, at der formentlig er tale om en Venstrepolitiker.