Dansk Folkeparti er dygtige til at sige én ting og gøre det modsatte. Tolerance og frisind er danske værdier – ligesom de er globale værdier – men Dansk Folkeparti står for det stik modsatte. Alt anderledes og udenlandsk lægges for had. Dansk Folkeparti fremmer intolerance og er med til at skabe en farlig polarisering i Danmark. Ja i praksis er heller ikke de etniske danskere omfattet af Dansk Folkepartis solidaritet. Tænk på det nye skatteforlig!
Dansk Folkeparti og Venstre er i disse år i gang med at underminere netop danske værdier. Det har nogle af os råbt op om i årevis; derfor er det dejligt at blive udfordret og få forklaret, at for SF hænger værdikampen mod Dansk Folkeparti direkte sammen med kampen mod muslimsk fundamentalisme og den intolerance, der findes i nogle indvandrermiljøer. Det er to sider af samme sag!
Jeg tror faktisk, at mange er ved at indse, at Dansk Folkeparti er på gal kurs – væk fra danske værdier. Flere forstår i dag, at vi har et medansvar for verden og for fremtiden. Efter mange år med nedskæringer i ulandsbistand, elendig klimaindsats, for ringe integration og inhumane forhold i asyllejrene øges presset for, at Danmark igen skal have et globalt udsyn. Heldigvis.
Og ja – vi skal blive bedre til at få det sagt!