"Ordføreren" og "ministeren". "Hr." og "fru".
De formelle tiltaleformer hersker i dag i folketingssalen, men det er på tide at få lavet om, mener Enhedslisten, SF og Alternativet.
De tre partier vil lave om på kravene til, hvordan folketingsmedlemmerne taler til hinanden i folketingssalen. Fremover skal folketingsmedlemmer tiltales med for- og efternavn, lyder forslaget.
- Sproget i Folketinget er ikke fulgt med sproget i vores samfund, mener Enhedslistens præsidiemedlem, Christian Juhl.
- Vi taler stadig som for 100 år siden med en tiltaleform, som om vi føler os hævet over dem, vi repræsenterer, udtaler han i en fælles pressemeddelelse fra forslagsstillerne.
Det sker af og til, at folketingsmedlemmer kommer til at sige "du" eller glemmer "hr." og "fru", når de debatterer i salen. Det udløser ofte en reprimande fra formanden.
Og de formelle krav kan være hæmmende for debatten, mener SF's gruppeformand, Jacob Mark.
- Det er rigtig ærgerligt, for alt andet lige må det altid være debatten, der er det vigtigste, og ikke hvorvidt vi omtaler hinanden hr. og fru., udtaler han i pressemeddelelsen.
Forslaget om at ændre tiltaleformerne handler kun om folketingsmedlemmerne. Ministrene skal stadig kaldes ved deres officielle titel.
Altså skal man fortsat sige "statsministeren" i stedet for "Lars Løkke Rasmussen", for eksempel.
/ritzau/