Mens dans, børneteatre og små egnsteatre hvert år får millioner af kroner i tilskud fra det statslige Kunstrådet, så må cirkusverdenen klare sig selv, og det er specielt svært for de små cirkus.
Artister og teltpladser er de seneste år blevet dyrere. Midt på sommeren måtte Cirkus Charlie således dreje nøglen om på grund af dårlig økonomi.
Kulturordfører for Socialistisk Folkeparti, Holger K. Nielsen, mener imidlertid godt, at man kan se på, om cirkus burde få bevilget statslig støtte.
- Det er en kulturform, som har nogle værdier i sig. Problemet er, at der er meget få penge. Jeg vil være meget nervøs, hvis der skal tages penge fra andre – men hvis man kan lave en forøgelse af de bevillinger, Kunstrådet giver, så vil jeg godt se på det, siger han.
Simon Emil Ammitzbøll, der er kulturordfører for det Radikale Venstre, mener også, at det kunne være interessant at se på, om cirkus ikke kunne få nogle af Kunstrådets midler.
- Vi må starte med at afdække behovet, men jeg tror ikke på, at der vil være behov for et enormt beløb, siger den radikale politiker.
Det er dog ikke alle politikere, der mener, at direkte støtte til cirkus er den rette vej. Hos Socialdemokraterne vurderer man, at en cirkusartistuddannelse kan hjælpe den danske cirkusverden ud af dødvandet.
- Jeg tror, at det vigtigste for at cirkus bevares som kulturel udtryksmåde er, at det forstår at udvikle og forny sig, så det kan tiltrække et nyt publikum. Derfor mener jeg, at etableringen af en dansk cirkusartist-uddannelse vil være det, som cirkus har brug for. I løbet af efteråret vil vi drøfte muligheden for en sådan uddannelse med nogle af de øvrige partier i folketinget, siger folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Mogens Jensen .
Kulturordfører for Dansk Folkeparti, Karin Nødgaard, mener derimod ikke, at et privat foretagende som cirkus skal modtage statsstøtte, mens Venstres Ellen Trane Nørby synes, at politikere helt skal blande sig udenom, hvorledes de kunstfaglige medlemmer af Kunstrådet fordeler de statslige midler.