Et kig i bunken af fortrolige papirer om de danske soldaters indsats i Afghanistan får ikke venstrefløjens kritik til at forstumme.
Enhedslisten fastholder, at den danske regering har overtrådt Genève-konventionen, og at forsvarsminister Søren Gade har misinformeret Folketinget i sagen om danske soldaters overlevering af 31 afghanere til amerikanske styrker.
»De papirer, jeg har set, har kun overbevist mig endnu mere om, at forsvarsministeren har talt usandt. Som jeg læser det, var der ingen tvivl om, at de 31 afghanere, som danske soldater udleverede til amerikanske styrker i 2002, var krigsfanger,« siger forsvarsordfører Frank Aaen efter, at Forsvarsministeriet onsdag gav medlemmerne af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn adgang til ellers fortrolige dokumenter i sagen.
Han mener, at det er dybt problematisk, fordi den danske regering allerede på det tidspunkt vidste, at amerikanerne ikke ville anerkende talebanere, som de afghanske fanger var, som krigsfanger og dermed ikke følte sig forpligtet til at overholde Genèvekonventionen. En international aftale, som både USA og Danmark har skrevet under på, og som sikrer krigsfanger mod tortur.
»Det betyder, at Danmark har overtrådt Genèvekonventionen ved at udlevere fangerne,« siger han.
Så langt går SF?s udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, ikke i sin konklusion, Han mener dog, sagen skal undersøges nærmere.
»Det giver endnu mere belæg for at kræve, at der foranstaltes en yderligere undersøgelse,« siger han.
Holger K. Nielsen ønsker ikke at komme ind på præcis hvilke af de nye oplysninger, der har gjort ham mere bekymret, da han understreger, der stadig er tale om fortrolige papirer.