Da Venstre var et oppositionsparti, var alle monopoler noget bras. Da partiet blev regeringsparti var det næsten alle monopoler, der var noget bras - for spillemonopolet var godt nok.
Men med udsigt til et nederlag i EF Domstolen vil Venstre nu likvidere spillemonopolet og skabe fri konkurrence på spillemarkedet i Danmark, skriver Berlingske Tidende.
For nylig gav EU-kommisionen en kraftig advarsel til Danmark. Kommisionen mener, at Danmark overtræder EU-loven ved at opretholde spillemonopolet.
Venstres finansordfører, Peter Christensen, er sikker på, at Danmark taber en kommende retssag. Derfor vil han komme nederlaget i forkøbet ved at byde udenlandske spillefirmaer velkommen i Danmark.
- Vi bør sørge for, at de udenlandske bookmakere betaler en licens, som sikrer penge til fritidslivet, siger Peter Christensen til Berlingske Tidende.
Dermed begynder der at tegne sig et flertal for at smide monopolet på porten. Dansk Folkeparti har tidligere tilkendegivet, at de gerne vil af med monopolet, og sidste år erkendte skatteminister Kristian Jensen (V), at "...det er en illusion, at monopolet fuldt ud kan bevares."
De konservative vil dog ikke være med til nogen liberalisering i øjeblikket.
Spillemonopolet gør det ulovligt for udenlandske spilleselskaber som Ladbrokes og Unibet at være fysisk til stede i Danmark og udbyde spil i Danmark. Det er også ulovligt for danske medievirksomheder at lade udenlandske spilleselskaber reklamere i danske medier - et forbud som de danske dagblade nu ser temmelig stort på.
Venstre har hidtil - trods sin ideologi om at monopoler er noget bras - fastholdt spillemonopolet, fordi det statslige danske spilleselskab, Danske Spil, hvert år pumper omkring 1,5 milliarder kroner til dansk fritids- og idrætsliv. Politikerne er bange for, at den støtte udhules ved at liberalisere spillemarkedet.