Danmarks Radio skal være mindre, og private aktører skal tage sig af noget af det indhold, DR leverer i dag.
Det siger Venstres medieordfører, Britt Bager, i forbindelse med, at et særligt public service-udvalg mandag offentliggør en rapport, der oplister fem scenarier for fremtidens public service.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har meldt ud, at vi er åbne over for at få et mindre DR. Det er vi stadig. Det laver rapporten ikke om på.
- Nogle af de ting, DR sender, kunne lige så godt laves af de kommercielle aktører, siger hun.
Der tages i scenarierne højde for en række ting som DR's størrelse, om Radio 24syv skal fortsætte, om TV2 skal sælges, og hvad der skal ske med den regionale dækning.
Britt Bager ønsker dog ikke at udpensle, hvad det er, DR skal lave mindre af.
- Jeg vil hellere vende det om og sige, at DR skal opfylde public service-forpligtelsen med mere fokus på public service. Det vil sige fokus på nyheder, dokumentar og drama.
Der er noget, der skal være mere fokus på, men samlet skal DR være mindre. Hvad er det så, der skal væk?
- Det kan jeg ikke sige nu. Jeg vil gerne definere det positivt, og sige, hvad der skal være mere fokus på. Vi har lige fået rapporten nu, og jeg synes ikke, vi skal tage den diskussion på et uoplyst grundlag.
Dog nævner hun amerikansk underholdning som en af de ting, DR ikke behøver have fokus på fremover.
Når det kommer til spørgsmålet om Radio24syvs overlevelse, ser hun det ikke som en mulighed at lukke stationen.
- Tværtimod skal vi styrke Radio24syv. Jeg vil meget hellere kaste public service-bolden op i luften, så vi siger, at vi har de her ting, der skal leveres, og hvem kan så levere det?
- Det kan jo være, Radio24syv kan levere det og skal have en tv-station, eller at dagbladene kan tage sig af nogle flere ting, siger hun.
/ritzau/