Motorveje udstyres med ekstra spor, nye broer oprettes og helt nye motorveje bygges. Sådan lyder nogle af punkterne i den trafikplan, Venstre nu lægger på bordet.
De nye broprojekter bør ifølge trafikordfører Kristian Pihl-Lohrenzen være endnu en Limfjordsbro, en bro over Randers Fjord, en udvidelse af Vejlefjordbroen, en ny bro over Roskilde Fjord samt ikke mindst den omdiskuterede bro over Fehmern Bælt, hvor regeringen for øjeblikket afventer svar på, hvor stor en del af gildet den tyske regering vil være med til at betale.
Til gengæld indeholder trafikudspillet ikke noget om en Kattegatbro, der kunne forbinde Jylland og Sjælland. I sidste uge sagde flere (jyske) venstrefolk ellers, at de hellere vil have Kattegatbroen end en Fehmern Bælt-bro.
Men Kristian Pihl Lorenzen afviser, at der har været splid om det udspil, han har har været pennefører på:
- Der er ingen medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som har taget forbehold for dette projekt, siger han.
Men flere af dine partifæller har dog sagt, at de hellere ville have en bro mellem Jylland og Sjælland end en bro mellem Danmark og Tyskland?
- Ja, men det her oplæg beskæftiger sig med investeringer på den korte bane. De lange investeringer skal vi nok få kigget på, når Infrastrukturkommissionen til efteråret kommer med nogle mere langsigtede perspektiver for trafikken. Og jeg kan ikke sige noget om, hvilke broer, der så ellers kan komme på tale, men vi er åbne, for det er ikke et enten eller. Det her udspil er de ting vi mener, der under alle omstændigheder skal laves på den korte bane.
Og hvor lang er den korte bane?
- Den er vel 10-15 år plus minus, siger Kristian Pihl Lorenzen.
Derudover vil Venstre blandt mange andre projekter bygge en ny motorvej fra Vejle over Herning til Holstebro.