Selvom regeringen ikke vil hoste op med pengene, så skal København alligevel have sin egen multiarena, det mener kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V). Han foreslår derfor, at kommunen selv opfører en multiarena ved Bella Centret, skriver TV 2 Sporten.
»Regeringen har tydeligt afvist at støtte en multiarena. Københavns Kommune må nu selv trække i førertrøjen, og få sparket gang i det byggeri,« siger Geertsen til TV 2 Sporten.
Multiarenaen forventes at koste 600-700 millioner kroner, men ikke alle pengene skal komme fra kommunekassen.
»Fonde eller private investorer skal være med til at betale byggeriet. Desuden er det private, der skal drive multiarenaer,« mener kultur- og fritidsborgmesteren.
Håndboldherrernes landstræner, Ulrik Wilbek, har flere gange ytret ønske om at få bygget en multiarena i Danmark med plads til 10.000 siddende tilskuere. Det er nemlig kravet fra det internationale håndboldforbund, hvis Danmarks skal kunne afholde VM i håndbold i 2011, og det ønsker landstræneren sig brændende.
Venstres forslag støttes både af De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Ingen fonde eller private investorer har dog meldt sig klar til at støtte projektet, og det får Socialdemokraterne til at tvivle på, at det kan lykkes.
Venstre foreslår, at man har forretningsplan klar inden sommerferien.