Nuværende finansminister Kristian Jensen (V) fortryder fra sin tid som skatteminister, at inddrivelsen af borgernes gæld til det offentlige alt for forhastet blev flyttet fra kommunerne til staten.
Men det er ikke en løsning på de problemer, som skattevæsnet står med i dag, at rykke inddrivelsen tilbage til kommunerne, mener Venstre.
- Så længe de ikke står sammen om et ønske, bliver det i hvert fald ikke til noget, siger Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.
- Vi kan ikke lave 97 forskellige løsninger til 97 forskellige kommuner. Det vil kun skabe mere forvirring.
Flere borgmestre har den seneste tid givet udtryk for, at de selv er bedre i stand til at inddrive den gæld, borgerne skylder det offentlige, end staten er.
Skats storstilede computersystem EFI, der egentlig skulle stå for inddrivelsen, er nemlig skrottet.
Og spørger man Erik Lund, tidligere direktør i Skat og forhenværende konservativ borgmester i Allerød, burde kommunerne have opgaven tilbage. Men det er Venstre altså ikke enig i.
/ritzau/