Venstre vil afskaffe lukkeloven

Danskerne skal have mulighed for at købe ind på alle tidspunkter af døgnet og om søndagen. Lukkeloven skal væk fra 2009, mener Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen.

Strømper, vaskepulver og culottestege skal være til at købe døgnet rundt. Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, vil fjerne lukkeloven fra 2009, skriver Berlingske Business.

»Jeg skal ikke gå rundt på Christiansborg og bestemme, hvornår folk skal handle. Og dermed heller ikke hvornår butikkerne skal holde åbent,« siger Jacob Jensen til Berlingske Business.

Gennem de seneste 15 år er lukkeloven blevet mere og mere løsnet op. Sidst i 2005 hvor butikkerne fik lov til at holde åbent op til 21 søndage om året.

Erhvervsordfører hos de konservative Per Ørum Jensen nægter at tage stilling til lukkeloven, og det synes han heller ikke, at Venstres erhvervsordfører burde gøre:

»Det er mangel på respekt for den lovgivning, vi laver i Folketinget. Jeg er meget skuffet over det. Nu ved jeg godt, at Jacob Jensen er ny erhvervsordfører, men det er skuffende,« siger Per Ørum Jørgensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.