Venstre står over for et historisk dårligt valg, hvis der var valg i morgen.
En ny måling fra Megafon i Politiken og TV 2 viser, at kun knap hver 5. vælger ville sætte kryds ved Venstre, hvis der var valg.
Partiet ville dermed miste hver fjerde af de vælgere, der stemte på Venstre ved sidste valg.
Gruppeformand Kristian Jensen (V) erkender, at regeringspartiet har skudt sig selv i foden. Det er den seneste tids interne uroligheder, som får skylden for den dårlige måling.
"Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været episoder, hvor Venstre selv har været med til at snakke proces i stedet for politik, og det bliver vi straffet for," siger Kristian Jensen til Newspaq.
Episoderne drejer sig blandt andet om Ejvind Vesselbo, Britta Schall Holberg og senest Marion Pedersen, som højlydt har sat tvivl om pointsystem og finansloven.
Samtidig får formidlingen af det nye pointsystem for familiesammenføring også skylden af gruppeformanden. Det er simpelthen ikke blevet forklaret godt nok til danskerne, mener han.
Kilde: Politiken