Næppe var Finansloven 2011 forhandlet på plads med lodder og trisser på et enligt kristent mandat, før det hele risikerer at vælte igen.
I tirsdagens udgave af Berlingske Tidende truer Marion Pedersen (V) med at stemme nej til Finansloven. Det skriver dr.dk mandag aften.
"Som det er i øjeblikket, kan jeg ikke stemme for finansloven. Det er virkelig hjerteblod for mig. Jeg har det skidt med det, for jeg er glad for mit parti, og for at vi er i regering, men jeg er nødt til at være tro mod mig selv, og jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet om morgenen," siger Marion Pedersen til Berlingske ifølge dr.dk
Hun er sur over et bilskrotningsforslag i lovteksten, som ifølge hendes egne beregninger vil sende 4.000 flere biler til skrotning om året og koste 500 arbejdspladser på de danske autoværksteder.
Marion Pedersen ejer selv et autoværksted ved siden af sin politiske karriere.
Kilde: Dr.dk