I morgen skal der senest afleveres små sedler med ordførerønsker til gruppeformand Kristian Jensen i Venstre. Herefter vil den tidligere skatteminister bruge weekenden på at lave sin indstilling til gruppebestyrelsen om, hvem der skal have lov at mene noget om hvad.
"Det er en større kabale, vi skal lægge med alle de nye folketingsmedlemmer, vi har. Der kan godt være, at der kan opstå gnidninger ved den måde, vi gør det på. Men man skal aldrig være bange for at kigge selvkritisk på den måde, man gør tingene på," sagde Kristian Jensen umiddelbart efter Venstres gruppemøde i dag.
Kun én person i Venstres folketingsgruppe er garanteret at få den rolle, han ønsker. Den person er Kristian Jensen.
"Nu er jeg valgt som gruppeformand, så den post er ikke i spil, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi vil pege på en bedre politisk ordfører end Peter Christensen. Men derudover er mit skrivebord fuldstændig blankt og ryddet i forhold til de ønsker, gruppen selv måtte komme med," slår Kristian Jensen fast.
Venstre satser stærkt på at have ordførerholdet klar på tirsdag til næste gruppemøde. Indtil da vil Kristian Jensen end ikke afsløre, om der overhovedet bliver nogen ændringer. Men det kan ikke undgås. For flere tidligere ministre genindtræder i Venstres folketingsgruppe - både Helge Sander, Ulla Tørnæs og Eva Kjer Hansen skal som menige medlemmer lege stoleleg om de nye ordførerskaber.
Hvad med de gamle ministre, der kommer tilbage i gruppen, bliver deres ønsker prioriteret højere?
"Det der er min prioritet er at sørge for, at alle gruppemedlemmer får lejlighed til at bruge deres kræfter, evner, erfaring og idéer bedst muligt. Og det er uanset, om man er folketingsmedlem, om man er tidligere minister, eller om man lige er kommet ind som stedfortræder for den afgående forsvarsminister. Vi skal sætte et hold, der gør, at alle har et ståsted for at komme med deres egne holdninger," forklarer Venstres nye gruppeformand.
Så hvis Helge Sander har et ordførerønske, risikerer han, at det bliver givet til én af de helt nye?
"Vi skal sætte det stærkeste hold for at bygge op til alle de fantastiske muligheder, som det arbejdsprogram regeringen lige har præsenteret giver."
Vil du bruge gruppeformandsposten meget mere offensivt, end det tidligere er set i Venstre?
"Det er rigtigt forstået, at folketingsgruppen skal være meget mere offensiv end tidligere i forhold til at lave politikudvikling. For med det arbejdsprogram, vi har set i dag, skal vi gribe de muligheder."