Blækket var dårligt blevet tørt på den skatteaftale, som Venstre og De Konservative i sommer indgik med regeringen, før Venstre første gang lagde afstand til den.
Få uger efter at have skrevet under på reformen kritiserede Venstre den planlagte beskatning af udlandsdanskere. Senere kom turen til beskæringen af børnechecken for de rigeste - en stramning som kun rammer folk, der er gift.
Og nu ved Folketingets førstebehandling af reformen mandag går Venstre så en cru op og lægger afstand til samtlige finansieringsforslag i reformen.
På grund af de tidligere skatte-kvababbelser spurgte Dansk Folkepartis Martin Henriksen direkte Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, om der er andre ting, som det store oppositionsparti fortryder bagefter.
- Jeg tror ikke, at hr. Martin Henriksen kan finde eksempler på, at nogle af de finansierings-elementer, der i øvrigt ligger i skattereformen, er noget, vi har gået og barslet med i Venstre, lød svaret fra Venstres skatteordfører.
- Man må jo gøre regnebrættet op, og vi måtte jo sige: okay, godt syv milliarder kroner ekstra i skattelettelser, så slår vi til, selvom vi ikke fik det præcist, som vi ville, sagde Torsten Schack Pedersen, der også fandt anledning til at stille sig selv et spørgsmål:
- Har Venstre fået nok ud af aftalen? Tjah, sagde Torsten Schack Pedersen.
Aftalen blev indgået efter et noget aparte forløb, hvor Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, forlod forhandlingerne til fordel for en privat tur til USA.
Herefter sendte De Konservative et nødråb til Løkke om ikke at trække sig helt ud af forhandlingerne, hvorefter Venstre-formanden igen meldte sig på banen, denne gang fra Brasilien.
Kort efter skrev Venstre under på skatteaftalen.