Venstre løb fra et helt centralt valgløfte, fordi det "trods alt er sjovere at være med" end at sidde udenfor, konstaterer Lars Christian Lilleholt (V).
Han må erkende, at partikolleger føler sig ført bag lyset, efter at formand Jakob Ellemann-Jensen (V) søndag sagde, at Venstre trækker krav om advokatvurdering af statsminister Mette Frederiksen (S) i Minksagen tilbage.
- Jo, det er der selvfølgelig nogle, der synes. Men for mig er det helt afgørende, at vi bruger Venstres mandater til at sikre, at Venstre får størst mulig indflydelse på en kommende regering, siger Lilleholt på vej til gruppemøde.
Hvis alt er til salg, kan man så stole på det, som I siger?
- Man kan stole på Venstre. Og det afgørende for mig er, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at de mennesker, som har stemt på Venstre, at deres stemme også bliver omsat til politisk indflydelse, siger Lilleholt.
Allerede kort efter Ellemanns melding søndag foran Marienborg, hvor han var til forhandlinger med Mette Frederiksen (S), tog den interne kritik i Venstre fart. De var skuffede og vrede.
Flere medlemmer meddelte på sociale medier, at de ville eller havde meldt sig ud. Og mandag aften blev der lækket en lydfil til avisen B.T. fra et møde i Venstres forretningsudvalg med Jakob Ellemanns udtalelser.
Efter gruppemødet tirsdag siger gruppeformand Thomas Danielsen (V) ifølge DR, at der er opbakning til formanden.
- Jeg kan sige på vegne af hele Venstres folketingsgruppe, at der er fuld opbakning til forhandlingsteamet.
Søren Gade (V), som er Folketingets formand, har kaldt det en del af "prisen for grisen", når man løb fra valgløftet om en advokatvurdering for at få indflydelse.
For Venstre fik ikke det flertal sammen med de øvrige borgerlige partier, som var målet før valget.
- Valget gik, som det gjorde. Der er lang vej til et borgerligt flertal. Det kan man ikke skimte. Der er også en borgerlig opposition, hvor det er svært at se, at der kan samarbejdes om ret mange ting. Det afgørende for mig er, at vi søger størst mulig indflydelse, siger Lilleholt.
/ritzau/