Bægeret er ved at være fyldt, og derfor spørger Venstre i Skanderborg Kommune nu sine medlemmer, om der fortsat er opbakning til Lars Løkke Rasmussen som partiformand.
Det siger Jørgen Jakobsen, lokalformand for Venstre i Låsby, efter at man har sendt et spørgeskema ud til Venstre-medlemmer.
- Det er ikke med sigte på at vælte Lars Løkke, men det er for at finde ud af, hvordan stemningen er blandt vores medlemmer, siger Jørgen Jakobsen til Ritzau.
- Det er ikke sådan lige at vælte en formand midt i hans periode, da man skal have fuldt mandat til den slags. Derfor synes vi, at det kunne være en god idé lige at spørge, hvordan medlemmerne synes, at det går i øjeblikket, fortsætter han.
Hensigten er ifølge lokalformanden at undersøge, om der hos lokalmedlemmerne er opbakning til at finde en anden partiformand frem mod Venstres hovedbestyrelsesmøde, som finder sted på tirsdag i næste uge.
/ritzau/