Venstres partikontor har onsdag fået "flere henvendelser" fra menige medlemmer, der gerne vil vide, hvad der er op og ned i sagen om partiets køb af dyrt tøj til partiets formand, Lars Løkke Rasmussen.
Det siger partisekretær Claus Richter efter, at også flere hovedbestyrelsesmedlemmer i pressen har ytret ønske om at få at vide, hvor mange kontingentkroner, der er gået til at klæde formanden fint på til valgkamp, fotosessions og nytårstale.
- Jeg har fået flere henvendelser, også fra hovedbestyrelsesmedlemmer, der har spurgt ind til denne her sag, og jeg kan sige, at jeg på næstkommende møde i Venstres forretningsudvalg (senere på måneden, red.) vil orientere dem om denne her sag, siger Claus Richter.
Hvad er det, medlemmerne har ønsket at få svar på i sagen?
- De har bare bedt om at få en orientering om denne her sag, og selvfølgelig giver jeg det.
Venstre har i 2010 og 2011 betalt over 150.000 kroner for at klæde Lars Løkke fint på med tøj fra den eksklusive Frederiksberg-tøjforretning Zornig, der blandt andet har leveret ni jakkesæt, 21 slips, en frakke, en brystklud og flere sko til over 2000 kroner parret.
Har Venstre købt mere tøj til Lars Løkke Rasmussen end det, vi nu kender til?
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Claus Richter, der godt kan forstå, hvis nogen af Venstres medlemmer synes, at 150.000 kroner tøj til formanden lyder af meget.
Kan du forstå, hvis der er nogen der tænker, at det faktisk er mange penge på tøj?
- Ja, det kan jeg sagtens forstå, men når man kører en valgkampagne, så er det nødvendigt, at alle elementer af en valgkampen fremstår professionel, siger Claus Richter og fortsætter:
- Det koster nogle penge, og ja, det er rigtig mange penge, det er jeg sådan set enig med medlemmerne i, men det ændrer ikke på, at vi har truffet den aktive beslutning at fremstå professionel.
/ritzau/