Regeringen vil have danskerne til at spare mere op til pension. Derfor gav den og Dansk Folkeparti før sommerferien en gulerod til mere opsparing. De forhandler i efteråret om skat og pension for at begrænse modregning.
Det siger Venstres finansordfører, Jacob Jensen.
- Vi vil gøre det mere attraktivt at spare op for de mennesker, hvor det ikke kan betale sig. Og for at få flere af dem som i dag ingenting sparer op med på opsparingstanken, siger Jacob Jensen
Tal fra Danmarks Statistik viser, at vi har vidt forskellig levestandard som pensionister. Speciallæger har 8,1 millioner kroner i formue, mens sygeplejersker må leve af 2,3 millioner kroner.
Det har Cepos, den borgerlig-liberale tænketank, set på. Cepos medregner rate- og alderspension, livrente, LD samt tjenestemandspensioner.
- Forskellen er ikke overraskende. Det flugter nogenlunde med den løn, man får på arbejdsmarkedet. Men vi har grupper - lavtlønnede og dem udenfor arbejdsmarkedet - som har meget lidt, siger Jacob Jensen.
I pension topper læger, offentlige chefer som kommunaldirektører, departementschefer samt direktører i private virksomheder. I midten ligger postbude og sygeplejersker, mens frisører og taxachauffører skraber bunden.
Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, skoser regeringen for at ramme de lavtlønnede.
- Der er stor ulighed i pension. Derfor er det brandærgerligt, at aftalen, regeringen og Dansk Folkeparti har indgået, ikke forbedrer situationen, siger Benny Engelbrecht.
- Tværtimod får dem med relativt høje livsindkomster mest ud af aftalen. De med lave indkomster får intet ud af det. Det øger uligheden i samfundet.
- Regeringen har slet ikke løst, at lavtlønnede mister pension, da de mister offentlige ydelser, siger han.
/ritzau/