Der er helt klarhed over Venstres politik. Sådan lød meldingen fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), da han tirsdag som den første forlod partiets gruppemøde. Her var omdrejningspunktet hans hårde kritik forleden af partimedlemmerne Peter Christensen, Søren Pind og Leif Mikkelsen for at skade partiet med deres liberale holdninger. Men ifølge ministeren har det netop overståede landsmøde (hvor et flertal som bekendt først vedtog et forslag om brugerbetaling for lægebesøg, men siden blev overtrumfet af Fogh) »afklaret alle uklarheder, der måtte være om Venstres politiske linie«.
Han ville tirsdag ikke gentage sin kritik af de tre, men sagde:
»Jeg håber, at vi alle sammen er blevet klogere af det her forløb,« inden han ilede videre uden at høre en af journalisterne i kødranden spørge:
»Var der nogen, der blev klogere?«
Det var der ikke, og derfor kastede hoben sig over de tre andre hovedpersoner i firkantsdramaet, der viste sig i døren. Men heller ikke der, var der noget at komme efter, hvis det var ballade, man søgte.
»Hæhæhæhæ,« gnækkede Søren Pind på spørgsmålet, om det nu er slut med at kritisere regeringens politik.
»Der har været et godt landsmøde, hvor tonen er blevet renset,« tilføjede han og forsvandt.
Peter Christensen havde ikke nogen kommentar, som han forklarede, inden han så alligevel havde en kommentar til ministerens kritik:
»Personangreb er jo personangreb. Men jeg glæder mig er, at i Venstre er vi enige om, at dét er uacceptabelt.«
Hos den tredje, Leif Mikkelsen, var der lidt mere bid. Ikke meget, og mest fordi en journalist antydede, at han var blevet sat på plads af ministeren på mødet.
»Jeg er ikke sat på plads,« sagde han nærmest uden at skille læberne fra hinanden.
»Jeg er blevet beskyldt for at være illoyal og for at lække til pressen. Og den slags personangreb har jeg ingen kommentarer til.«