Venstres sundhedsordfører mener, at Rigsrevisionen er gået galt i byen med kritikken af Lars Løkke Rasmussen (V) og overbetaling af de private sygehuse.
"Det er noget værre vrøvl. Den pris, der er lagt ud og forhandlet mellem regionerne og privathospitalerne er ikke højere, end den er i det offentlige sundhedsvæsen. Så hvis man har betalt for meget på privathospitalerne, så har man alle dage betalt for meget på de offentlige sygehuse," sier Birgitte Josefsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er kaldt i samråd af SF og Socialdemokraterne efter en ny beretning fra Rigsrevisionen, der kritiserer Løkke for have kendt til en overbetaling af de private sygehuse på 15 procent, da han var sundhedsminister.
"De private sygehuse har kun fået 95 procent at det, de offentlige har fået. Rigsrevisionen er sat i verden for at følge, om man har fulgt den lov, der er vedtaget. Og der konkluderer revisionen, at der ikke er sket noget ulovligt. Så kan man være uenig i loven. Men det er en politisk diskussion, og det burde revisionen ikke gå ind i," siger Birgitte Josefsen.
Lars Løkke Rasmussen har foreløbig kun kommenteret Rigsrevisionens rapport på sin Facebook-profil, hvor han også afviser rapportens konklusion om overbetaling som noget vrøvl.
Statsministeren kan dog ikke være sig selv bekendt, lyder den hårde kritik fra Socialdemokraterne.
"Jeg har svært ved at se, hvordan Lars Løkke Rasmussen kan se sig selv i spejlet og forsvare, hvordan man kan føre penge fra de offentlige hospitaler lige ned i lommerne på de private hospitaler. Med det eneste formål er, at der bare skal være flere private hospitaler," siger sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen til Newspaq.
Hendes kollega i SF, sundhedsordfører Jonas Dahl, spørger, hvordan regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, kan holde hånden over statsministeren.
"Det er dybt bekymrende, og jeg har svært ved at forstå, at Dansk Folkeparti fortsat kan støtte den her regering, når man til trods for bedrevidende og undersøgelser til bunds kan blive ved med at betale en for høj pris til den private sektor," siger han til Newspaq.
Hos Dansk Folkeparti henviser sundhedsordfører Liselott Blixt til Kristian Thulesen Dahl. Men han har endnu ikke svaret på Newspaqs henvendelser.