Venstre forhandler søndag aften regeringens vækstpakke med finansminister Bjarne Corydon (S) fra en solid styrkeposition. 101 mandater vil have Venstres formand Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
Støtten skyldes, at Venstre vedstår sine løfter før og efter valget. Sådan forklarer Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby i hvert fald, at knap hver tredje dansker støtter partiet i Voxmeters meningsmåling for Ritzaus Bureau.
Det er fem mandater mere end Socialdemokraterne, SF og De Radikale - til sammen.
- Jeg er rigtig glad for den store opbakning til Venstre og til, at vi kan få en ny statsminister.
- Han kan sikre, at vi får genskabt væksten og arbejdspladser og får ærligheden tilbage i politik. Hvor dét, man siger før et valg, også er dét, man gennemfører efter et valg, siger hun.
Ellen Trane Nørby forklarer den røde nedtur med især S-SFs løftebrud. Nu forhandler Venstre vækstpakken, som sænker selskabsskatten, mens der skæres i kontanthjælpen og SU.
- Der er jo ingen tvivl om, at regeringspartierne har taget et stort skridt væk fra det, de gik til valg på. De har begået en række løftebrud og taget et skridt i retning af den politik, som vi mener, er vigtig og rigtig for Danmark, siger Ellen Trane Nørby.
Venstre kræver indrømmelser i vækstplanen med et byrdestop, så regeringen ikke senere strammer skatteskruen sammen med Enhedslisten. Kravet skal ses i lyset af, at skønnet over den økonomiske vækst i sidste uge blev sænket, understreger hun.
- Vi frygter, at dansk økonomi står dårligere. Der er desto mere behov for, at vi får lavet en ambitiøs vækstpakke, hvor vi bruger reform-milliarderne på at få skabt arbejdspladser, siger Ellen Trane Nørby.
/ritzau/