Nu skal der svar på bordet i sagen om Henrik Sass Larsen, telefonaflytninger og PET.
Det forlanger Venstre, som kalder PET's øverste poltiske chef, justitsminister Morten Bødskov (S), i samråd til en byge af spørgsmål i Folketingets Retsudvalg.
"Jeg vil vide, om Henrik Sass Larsen er blevet overvåget, eller om har han været med på en overvågning," siger retsordfører Karsten Lauritzen (V) til Newspaq.
Han er ikke overbevist om, at PET ikke har overvåget Henrik Sass på en eller anden måde, selvom efterretningstjenestens chef, Jakob Scharf, tidligere i dag afviste TV 2's historie om, at politikeren er blevet telefonovervåget i to måneder.
"Man kan forestille sig en situation, hvor man har aflyttet nogen, og der så er blevet ringet til dem, som er blevet aflyttet, og så aflytter man også dem, der bliver snakket med. Det er jo sådan en indirekte aflytning - det kan være, at det er det, som der er tale om," lyder det fra Karsten Lauritzen.
Venstre vil også vide, hvordan reglerne er i forhold til at få en dommerkendelse til at telefonovervåge en folketingspolitiker.
Da Newspaq tidligere i dag fredag talte med Morten Bødskov, havde han ingen kommentarer til sagen.