Selvom både patienter og privathospitaler mener, at regeringen begår en fejl ved at nedsætte ventetiden på hospitalsbehandling fra to til én måned næste år, fastholder regeringspartiet Venstre, at det er det, danskerne ønsker.
»Det er patienterne, der har ønsket det udvidede, frie sygehusvalg, så de kunne komme hurtigere i behandling,« siger sundhedsordfører fra Venstre, Birgitte Josefsen.
Det preller helt af på hende, at formanden for Patientforening Danmark, Karsten Skawbo-Jensen, mener, at regeringens planer er absurde, og at pengene ville være givet bedre ud, hvis de blev brugt på at forbedre behandlingen af eksempelvis kræftsyge frem for at tilbyde patienter med åreknuder kortere ventetid.
»Man kan ikke sætte de to ting op over for hinanden. En læge, der opererer for åreknuder, kan jo ikke behandle for kræft. Der er helt specielle regler for behandlingen af alvorligt syge, og de får ikke dårligere behandling, fordi andre patientgrupper får bedre forhold,« siger Birgitte Josefsen.
Formanden for Sammenslutningen af 42 Privathospitaler og Privatklinikker (SPPD), Henrik Erichsen, mener, at politikerne burde få den nuværende ordning med to måneders ventetid til at fungere bedre, før de lover bedre forhold.
»Mange patienter er stadig ikke klar over, at de har mulighed for behandling på et privat hospital, hvis det offentlige ikke kan løse opgaven inden for de to måneder. En hel del af de offentlige hospitaler er stadig alt for dårlige til at oplyse patienterne om, at de har den ret,« siger han.
Den kritik er Birgitte Josefsen dog lydhør over for.
»Hvis det fortsætter på den måde, kan vi jo blive nødt til at gribe ind med lovgivning, som gør det helt klart for de kommende regioner, at de har pligt til at at oplyse patienterne om, at de har ret til behandling på et privat hospital,« siger Birgitte Josefsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).