Nej, nej og atter nej.
Det bliver ikke med Venstres stemmer, at dagpengeperioden forlænges fra de nuværende to år.
"Vi ønsker at fastholde den dagpengereform, som vi vedtog i Folketinget sidste år," siger Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs.
Et fleksibelt dagpengesystem, hvor man kan forlænge dagpengeperioden i krisetider, får ellers rosende ord med på vejen af flere eksperter.
En af dem er Torben M. Andersen, økonomiprofessor på Århus Universitet og tidligere overvismand.
"Det vil give større fleksibilitet og bedre dækning, når behovet er stort, og mindre dækning, når behovet ikke er så stort," siger han til Ugebrevet Mandag Morgen.
Også Jørgen Søndergaard, adm. dirketør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, kommer Socialdemokraterne og SF til undsætning.
De to partier ønsker at forlænge dagpengeperioden udover de to år, så tusindvis af ledige ikke risikerer at ryge ud af dagpengesystemet til sommer.
Men Ulla Tørnæs står fast.
"Der er ikke noget nyt i de to økonomers udmelding. En dagpengeperiode på to år er ret og rimelig, fordi vi jo ved, at vi får brug for arbejdskraft fremadrettet," siger hun.
Samtidig afviser hun tal, der har været fremme om, at op imod 38.500 ledige risikerer at miste dagpengene til sommer.
"De tal passer ikke. Al erfaring viser, at folk finder beskæftigelse før dagpengeperiodens ophør," siger hun.
Venstre, der sidste år var med til at halvere dagpengeperioden fra fire til to år, tror blot, at et par tusinde ledige vil miste dagpengeretten til sommer.