Venezuelas præsident rydder op efter skandale

Flere ministre har mistet jobbet i Venezuelas regering. Præsident Hugo Chavez rydder op i rækkerne efter en fængselsskandale.

Både Venezuelas justitsminister og landets vicepræsident har fået en fyreseddel af den omstridte præsident, Hugo Chavez.

Fyringerne kommer i kølvandet på et fangeoprør i Uribana-fængslet mandag, hvor 16 mennesker mistede livet.
»Det er resultatet af fejlslagen politik på sikkerhedsområdet og i forhold til infrastrukturen,« sagde Hugo Chavez torsdag til det statslige tv, skriver Reuters.

Indenrigs- og justitsminister Jesse Chacon bliver erstattet af Pedro Carreno, der er dybt loyal overfor Chavez. Chacon spillede en stor rolle, da præsidenten blev genvalgt i december.

Vicepræsident Jose Vicente Rangel skal aflevere sin titel til psykiateren Jorge Rodriguez.
»Beslutningen om at fjerne Jose Vicente fra posten var ikke nem, for han er som en stjernesportsmand, og jeg betragter ham med samme respekt og kærlighed som en søn ser sin far,« sagde Chavez, der ifølge Reuters ikke gav yderligere detaljer om, hvorfor Rangel blev fyret.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.