Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, siger, at han vil bruge en ny lovgivende forsamling i landet til at gå efter sine politiske fjender.
Venezuelanerne skal ved et valg søndag vælge 545 delegerede til en ny lovgivende forsamling. Den kan erstatte det nuværende parlament og omskrive Venezuelas forfatning.
Den nye forsamling vil give Maduro næsten ubegrænsede beføjelser.
I en tale på stats-tv lørdag aften lokal tid siger den socialistiske præsident, at han vil have forsamlingen til at tage den forfatningsmæssige immunitet fra oppositionspolitikere og retsforfølge dem.
Samtidig lover han at fængsle oppositionsleder Freddy Guevara, som er en af initiativtagerne til de seneste fire måneders protester mod regeringen.
- Der venter med garanti en celle på denne lille Hitler, siger Nicolas Maduro, som ofte refererer til Freddy Guevara som Hitler.
- Der venter hele højrefløjen en fængselscelle. Alle de kriminelle skal fængsles for de forbrydelser, de har begået, siger han.
Oppositionen vil boykotte søndagens afstemning og siger, at valget er konstrueret, således at Maduros socialistiske parti fortsætter med at dominere.
Systemet er skruet sådan sammen, at mindre valgkredse, hvor præsidenten står stærkt, vejer lige så tungt som større byer, hvor oppositionen har stor tilslutning.
Alle 5500 kandidater til de 545 pladser i den nye forsamling er tilhængere af præsidenten.
Nicolas Maduro siger videre i talen lørdag aften, at forsamlingen allerede i næste uge vil begynde at styre.
Regeringen har anholdt borgmestre og partiledere fra oppositionen, men hidtil har den afholdt sig fra at gå efter højt profilerede politikere, hvis stillinger giver dem immunitet fra retsforfølgelse.
Siden protesterne mod regeringen begyndte i april, har mindst 113 mennesker mistet livet i optøjer og massedemonstrationer. Næsten 2000 er blevet såret.
/ritzau/AP