Vendsyssel FF insisterer på at være en del af oprykningskampen i 1. division. Søndag overtog den nordjyske klub førstepladsen i den næstbedste danske fodboldrække med en hjemmesejr på 2-1 over bundholdet AB.
Dermed har Vendsyssel 30 point for 17 kampe. Hobro har på andenpladsen 28 point for 16 kampe og kan tage førstepladsen tilbage med en udesejr over HB Køge mandag aften.
Det var Vendsyssels tredje sejr på stribe. Den blev grundlagt inden pausen på to scoringer af Simon Okosun efter 25 og 43 minutter.
Først i tillægstiden i anden halvleg skabte AB en smule spænding, da Rasmus Hansen fyrede et skud af fra godt 30 meter, som gik ind i hjørnet via overliggeren.
På samme tid mistede Fremad Amager et skridt i topstriden, da det hjemme blev til nederlag på 1-3 til FC Roskilde.
Med sejren avancerede Roskilde til tredjepladsen med 26 point, mens Fremad Amager faldt tilbage på femtepladsen med 24 point.
Mellem de to hold ligger FC Helsingør med 25 point, efter det søndag blev til en udesejr på 2-0 over Fredericia.
Næstved og Skive skulle også have været i kamp søndag eftermiddag, men deres opgør måtte aflyses på grund af frost i banen.
/ritzau/