Fire hold kæmper en uhyggeligt tæt kamp i 1. division om de to pladser, der giver playoffkampe om oprykning til Alka Superligaen.
I den duel tog Vendsyssel et kæmpe skridt i den rigtige retning i tredjesidste spillerunde, da nordjyderne søndag vandt 1-0 på udebane over FC Helsingør.
Efter en målløs første halvleg kom Vendsyssel foran midt i anden halvleg, da Moses Opondo blev spillet fri og sikkert sendte bolden i kassen med en flad venstrebensafslutning.
Så var det ellers bare et spørgsmål om at holde hjemmeholdet fra scoring, og så var Superligaen rykket markant tættere på.
Det lykkedes.
Og resultaterne for de øvrige konkurrenter i toppen magede sig perfekt for Vendsyssel.
Hobro, som fører og ligger på den direkte oprykningsplads, tabte 1-2 ude til Fredericia, så Vendsyssel faktisk kun er to point efter Hobro.
Samtidig fik FC Roskilde kun 0-0 hjemme mod Fremad Amager, mens Skive tabte 0-1 hjemme til Vejle.
Det betyder, at Vendsyssel på andenpladsen udbygger føringen til konkurrenterne. Skive er fire point efter, mens både Helsingør og Roskilde er fem point efter.
I de øvrige kampe spillede AB og Nykøbing FC 2-2, og HB Køge vandt 3-0 over Næstved.
/ritzau/