Den tidligere OB-målmand Jesper Christiansen nåede ikke at gå arbejdsløs i mange minutter, før han blev præsenteret Vendsyssel FF.
1. divisionsklubben har givet den 36-årige keeper en kontrakt på et år.
Christiansen har i flere måneder været utilfreds med at være andetvalg efter Mads Toppel i OB, og tirsdag eftermiddag fik han ophævet sin kontrakt. Hjørring-klubben Vendsyssel FF slog hurtigt kløerne i den rutinerede keeper.
- Jesper Christiansen er en rutineret målmand med mange meritter, siger sportschef i Vendsyssel FF, Jacob Krüger, til klubbens hjemmeside.
- I Jesper får vi en værdig afløser for Karim Zaza og en målmand, der sammen med Mads Aastrup udgør et stærkt målmandsteam, der i fællesskab skal fortsætte en stærk målmandstradition i klubben.
- Handlen er delvist finansieret af et playersponsorat, hvor flere sponsorer og investorer har understreget deres engagement i Vendsyssel FF.
- Handlen går hånd i hånd med klubbens ambitioner om at etablere sig som midterhold i NordicBet Ligaen, siger sportschefen.
/ritzau/