Vennen til den dræbte Henrik Bjerremand Kristensen er glad for, at anklagemyndigheden nu anker sagen og kræver en højere straf til den 16-årige gerningsmand Rasmus Popenda.
»Rasmus Popenda havde valget. Det var ham, der bestemte, om Henrik skulle leve eller dø. Derfor fortjener han den maksimale straf,« siger Jørgen Munk Jensen, som var ven med Henrik Bjerremand Kristensen.
Anklageren var heller ikke i tvivl. De fire års fængsel, som gerningsmanden blev idømt i fredags, er for lidt.
»Vi er afgørende uenige i dommen. Vi mener ikke, at den er landet, hvor den skal. Og samtidig mener vi, at sagen er så alvorlig, at den er værd at prøve igen«, siger vicestatsadvokat Kirsten Dyrman.
Anklageren vil derfor kræve at få den 16-årige Popenda dømt for drab. I byretten fik han nemlig kun en dom for vold med døden til følge, som straffes mildere end drab.
Det brutale overfald skete i oktober måned sidste år. Henrik Bjerremand blev umotiveret overfaldet af den dengang kun 15-årige Rasmus Popenda, der tævede, sparkede og smadrede kraniet på den 48-årige familiefar. Den unge drabsmand filmede bagefter sit maltrakterede offer og sendte filmen til sine venner.
Hån mod efterladte
I de seneste dage har flere politikere udtrykt deres forbløffelse over den milde dom. En forbløffelse som vennen Jørgen Munk Jensen deler.
»Hvis han ikke får en meget strengere straf, vil det være en hån mod de efterladte. Hvad med Henriks 18-årige datter? Skal kun i løbet af et år eller to kunne stå ansigt til ansigt med sin fars drabsmand?,« spørger han.