Det er yderst velorganiserede europæiske aktivister, der er hovedmændene bag de demonstrationer, deri øjeblikket præger bybilledet i København.
En anonym dansk aktivist fortæller til Newspaq efter dagens intense demonstration fra Israels Plads over Christiansborg Slotsplads til Christiania, at "velorganiserede italienere" stod bag demonstration.
"Derfor holdt vi så godt sammen i dag. De er sgu seje," forklarer han, efter blot 17 personer blev anholdt.
Der var dog også franskmænd, spaniere og amerikanere i dagens demonstration, som trods en del tumult endte uden alvorlig uro.
"Politiet stod talstærk foran Forsvarsministeriet, så det lykkedes ikke den gruppe, der ellers ville være trængt ind, at få aktionen gennemført," siger pressetalsmand for dagens demonstration, Jacob Tamsmark, til Newspaq.
Samtidig er det tidligere i dag kommet frem, at politiet betegner den 34-årige australske kvinde, der blev anholdt under søndagens klimademonstration på Østerbro, som en af hovedmændene bag protesterne.
I dag blev hun idømt varetægtsfængsel frem til 4. januar, fordi politiet åbenbart havde held med at overbevise dommeren om, at hun er en af hjernerne bag aktivisternes ulovlige demonstrationer.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, så pressen har ikke mulighed for at høre detaljerne.
Over de seneste dage er over 1.200 aktivister blevet frihedsberøvet og sendt i det særlige klimafængsel. Heraf har flest været udlændinge.